Skotsk familie overnattede i LEGO House


I weekenden var der for første – og måske sidste gang – overnattende gæster i LEGO House i Billund. En skotsk familie fra Aberdeenshire bestående af mor Susan, far Nick og døtrene Izzy og Heather fik en oplevelse, de sjældent vil glemme, da de som vindere af en konkurrence arrangeret af Airbnb og LEGO House, overnattede i huset, der er fyldt med 25 millioner LEGO klodser.

– Vi blev så begejstrede, da vi fik opkaldet fra Airbnb, som fortalte os, at vi havde vundet konkurrencen. Vores piger og jeg har altid været store LEGO fans, så det har været en utrolig magisk oplevelse for hele familien. Det var vores to døtre, Izzy og Heather, som besvarede spørgsmålet, og vi er så stolte af dem. Izzy fejrede sin 5-års fødselsdag, mens vi var i Danmark. Den bliver svær at slå til næste år, siger Susan Woollacott.

Woollacott-familien vandt oplevelsen foran 24.000 konkurrencebidrag fra hele verden ved at besvare spørgsmålet: Hvis du havde en uendelig mængde af LEGO klodser til rådighed, hvad ville du så bygge?

De to søstre fra familien, Izzy på 4 år og Heather på 7 år, vandt dommernes hjerter med deres kreativitet og ekstraordinære fantasi:

“Heather vil gerne være astronaut, og Izzy ønsker sig en butik, der sælger nudler. De kan ikke forestille sig at være adskilt, og Izzy er bekymret for, at hendes søster bliver sulten ude i rummet. Med en uendelig forsyning af LEGO klodser ville vi bygge en Squishy Noodle-takeaway, der kunne sidde fast på den internationale rumstation.” lød det i det indsendte bidrag, der altså afgjorde konkurrencen.