Skriv dit barn op til en helt unik folkeskole

Gennem ’Playful Learning’ bliver eleverne i Billund Kommune i stand til at generere viden og udvikle kompetencer i stedet for at reproducere viden, som den traditionelle undervisning lægger op til. Foto: Billund Kommune


For at sikre, at forældrene i Billund Kommune er helt klar, når de til januar skal vælge, hvilken folkeskole deres barn/børn skal skrives op til, har skolerne afholdt informationsmøder med fokus på information om den enkelte skole. Her blev forældrene også introduceret til Billund Kommunes helt unikke tilgang til undervisningen, hvor eleverne eksperimenterer og leger sig til læring.

Forældre til børn i den begyndende folkeskolealder får i denne uge tilsendt et brev med information om indskrivningsproceduren i Billund Kommune, så de er klar, når de fra den 1. januar til den 9. januar skal indskrive deres barn/børn til en af kommunens skoler.

Samtidig er forældrene på informationsmøder i oktober og november blevet præsenteret for Billund Kommunes tilgang til undervisningen, hvor eleverne gennem ’Playful Learning’ bliver i stand til at generere viden og udvikle kompetencer i stedet for at reproducere viden, som den traditionelle undervisning lægger op til.

Som hjemsted for Børnenes Hovedstad tilbyder vi noget helt unikt i vores folkeskoler, og det er vigtigt for os, at forældrene ved det. Vi tror nemlig på, at forældrenes aktive rolle gør en forskel, og derfor bliver de også tænkt ind i børnenes læring. Playful Learning er en tilgang til undervisningen, hvor eleverne eksperimenterer og leger sig til læring. Og leg skal ikke forstås som en aktivitet i sig selv, eller som sit eget skolefag. Leg er et mindset, der bruges i alle skolefag til at lære,” siger Stefan Helming Kelstrup, skolechef i Billund Kommune.

Ifølge skolechefen er det største succeskriterie, at alle elever oplever skolen som et meningsfyldt sted at lære og være – sammen med andre, hvor de er aktive. Et sted, hvor de bliver motiveret, begejstret og har tid og plads til fordybelse i deres læreprocesser.

Leg bruges blandt andet til at oversætte komplekse budskaber

Som et konkret eksempel på, hvordan kommunen bruger ’Playful learning’ til at oversætte komplekse budskaber, fremhæver skolechefen kommunens DK2020 Klimaplan.

I forbindelse med SkoleOL-finalen var kommunens klimamedarbejdere til stede med et ringspil, hvor børn og unge kunne prøve kræfter med forskellige ringe, der hver repræsenterede et virkemiddel til reduktion i klimagasser.

Der var reduktionspotentialer med fra kommunens klimaplan, så deltagerne fik en fornemmelse af, om det er energibesparelser hjemme eller f.eks. at køre sammen med andre, der giver den største CO2-reduktion. Det resulterede i en god dialog med de unge om klima, klimaplanen og hvordan vi alle selv kan leve mere klimavenligt. Alle deltagere fik desuden et klistermærke, der fortalte, hvor meget CO2 de havde spillet sig til at reducere.

Fakta

  • Forældrene i Billund Kommune med børn i kommende folkeskolealder modtager i løbet af uge 49 et informationsbrev om indskrivningsproceduren.
  • Fra den 1. januar til den 9. januar skal forældrene indskrive deres barn/børn til en af kommunernes folkeskoler, og det gør de ved, at logge ind på Borger.dk og følge vejledningen.

Se også opslag på børnehavens Aula, hvor vi har samlet en række spørgsmål og svar.