Slut med vintertrav i Billund

Arkivfoto : Billund Photo


Billund Travbane står til at miste rigtig meget af sit tilskud og overgå til kun at være en sommerbane.

Det blev resultatet af et møde i Dansk Travsports Centralforbund, der sagde ja til at fjerne al drifts- og præmietilskud til Fyens Væddeløbsbane og Nykøbing Falster Travbane og altså reducere drifts- og præmietilskuddet til banen i Billund. Omvendt fastholdes tilskuddet til Charlottenlund, Aalborg, Skive, Bornholm, Klampenborg Galopbane og Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus. Nogle af stederne skal der endda udvikles yderligere sportsligt og økonomisk.

Hos Billund Travbanes bestyrelse er der en ambivalent følelse. For bestyrelsesformand Per Hansen havde egentlig forventet at komme til mødet og få at vide at al tilskud til Billund ville blive fjernet.

– Nu får vi trods alt muligheden for at udnytte de mange tusinde turister, som primært Lalandia og Legoland skaber. Vi har tidligere haft lukket tre måneder i det kolde halvår, og vi er nok derhenne, at selv vi har svært ved at se andre muligheder end banelukninger, når man tænker på alle de millioner, som Folketinget nu fjerner med fastholdelse af loven L23, siger Per Hansen.

Han henviser til, at Folketinget har besluttet at skære samlet 90 mio fra hestevæddeløbssporten over de kommende år.

Udover at fortælle alle de aktive omkring Billund Trav om beslutningen, så skal bestyrelse og ledelse også i arbejdstøjet, mener han:

– Begrundelsen for at skære i vores midler er jo, at vi ikke har specielt mange aktive tilknyttet travbanen, og at vi ligger i en lille by, men vi er sådan set glade for, at vi anerkendes for at have et stort potentiale i den periode, hvor der er mange turister i byen, siger Per Hansen i en pressemeddelelse.

Den endelige beslutning om Billund Travs fremtid – og de øvrige baner – tages torsdag på et møde i Hestevæddeløbssportens Finansierings Fond.