I disse dage modtager forældre til skolebørn i Billund Kommune et informationsbrev via skolerne med en klar opfordring: Tal med jeres børn om reglerne for el-cykler og el-løbehjul.
Baggrunden er, at SSP oplever, at stadig flere – og stadig yngre – børn færdes på el-køretøjer, som enten er ulovlige eller bliver brugt i strid med færdselsloven. Derfor er informationsmaterialet sendt ud til alle forældre på kommunens skoler.
I materialet gør SSP blandt andet opmærksom på, at en lovlig elcykel højst må kunne køre 25 km/t med pedalhjælp, mens et el-løbehjul maksimalt må køre 20 km/t. Derudover skal man som udgangspunkt være fyldt 15 år for at køre alene på et el-løbehjul, og cykelhjelm er lovpligtig.
SSP advarer samtidig om, at konsekvenserne kan være langt mere alvorlige end en bøde. Hvis et barn kører på en ulovlig el-cykel eller et ulovligt el-løbehjul, kan forsikringen nemlig risikere ikke at dække ved en ulykke. Samtidig kan politiet beslaglægge og konfiskere køretøjet.
I brevet understreger SSP Billund, at forældrene spiller en afgørende rolle.
– Din holdning som forælder er utrolig vigtig, lyder budskabet, hvor forældrene opfordres til at tage den gode snak derhjemme om reglerne og de risici, der følger med de motoriserede køretøjer.
Har man brug for råd eller vejledning, kan man kontakte SSP-konsulenterne i Billund Kommune.
Det er første gang, SSP Billund sender et samlet informationsmateriale om el-cykler og el-løbehjul ud til samtlige forældre på kommunens skoler, hvilket understreger, at problemets omfang nu vurderes at være så stort, at der er behov for en fælles indsats mellem skoler, forældre og myndigheder.
Hos Sydøstjyllands Politi melder man til BillundOnline er man er opmærksomme på de alt for hurtige løbehjul med de lidt for unge trafikanter på i Billund kommune.



