Mens mange af os måske havde lidt svært ved at komme ud af døren mod arbejde eller skole her mandag efter juleferien, så var det alt andet end en helt almindelig mandag på jobbet for Billund kommunes borgmester, Stephanie Storbank.
For første gang nogensinde var samtlige 98 borgmestre og fire regionsrådsformænd i Danmark inviteret til nytårskur ved hoffet – hvor Deres Majestæter Kong Frederik og Dronning Mary tog imod på Amalienborg. Hidtil har kun borgmestrene for Gentofte og Frederiksberg Kommuner deltaget i nytårskur, men nu er den tradition altså fornyet med det nye Kongepar.
– Det var en rigtig fin oplevelse – en af dem man ikke lige glemmer, sagde Stephanie Storbank efter nytårskuren i Christian VIII’s Palæ.



