Sydøstjyllands Politi melder om en overordnet stille og rolig afvikling af årets Vorbasse Marked – på trods af enkelte episoder i de sene aftentimer.
Lea Frandsen fra Patruljecenter Midt deltog selv i dagvagterne under det traditionsrige kræmmermarked, og hun fortæller, at stemningen var god og præget af højt humør og det varme sommervejr.
– Det har været et roligt og festligt marked. En hyggelig stemning og mange glade mennesker, lyder det fra Lea Frandsen.
Det varme vejr betød dog, at samaritterne havde ekstra travlt. Flere gæster måtte søge hjælp som følge af hedeslag og utilpashed.
I dagtimerne havde politiet især fokus på parkeringsproblemer, hvor flere bilister trodsede skiltningen og skabte gener for andre. Disse sager blev dog håndteret uden problemer, og de involverede bilejere blev kontaktet direkte.
I de sene aftentimer – særligt omkring ølteltet – var der lidt mere uro, men ifølge politiet var det ikke mere, end man kunne forvente ved et stort folkefestarrangement som Vorbasse Marked.
Politiet har i alt registreret fire tilfælde af ordensforstyrrelser og enkelte episoder med vold – herunder ét tilfælde af kvalificeret vold.
Derudover blev der anmeldt tre tyverier i løbet af markedet. Politiet gør dog opmærksom på, at der kan komme efteranmeldelser i de kommende dage.
Også på narkotikaområdet har politiet været aktive. I alt seks sager blev registreret – fordelt på selve markedet, området omkring og på campingpladsen.
Trods de nævnte hændelser vurderer Sydøstjyllands Politi, at markedet er forløbet tilfredsstillende.
– Alt i alt har det været en meget vellykket afvikling fra politiets side. Og vi er naturligvis klar igen næste år, slutter Lea Frandsen.




