Hver eneste time sidste år blev der gennemført 12 bolighandler i Danmark. Det viser en frisk opgørelse fra Boligsiden, der registrerer handelsaktiviteten på det danske boligmarked.
Og det er i den grad noget man har mærket til hos ejendomsmæglerkæden Nybolig, hvor der for andet år i træk er blevet handlet boliger i stor stil. Også hos den lokale mægler for Billund-Grindsted:
– Vi solgte 201 boliger sidste år i vores område, fortæller indehaver af Nybolig Billund-Grindsted, Lene Eg Madsen.
Faktisk noterer Billund kommune sig ifølge Boligsiden for en af de største stigninger i landet, hvad angår boligsalg.
I Billund kommune blev der sidste år handlet hele 22,5 pct flere boliger i forhold til 2020.