Team BigBrain er den klogeste lokale 6. klasse

Foto: Billund Bibliotekerne


Det blev et hold fra 6.B fra BillundSkolen der vandt den lokale Smart Parat Svar-konkurrence, som blev afviklet af Billund Bibliotekerne.

Coronasituationen taget i betragtning blev det hele afviklet digitalt – i øvrigt helt uden problemer. Med i den lokale konkurrence var alle tre 6. klasser fra BillundSkolen, 6.C fra Lynghedeskolen mens de tre tilmeldte 6. klasser fra Vestre Skole endte med at melde fra.

Holdet, Team BigBrain, går nu videre til den regionale runde, hvor der skal dystes om en plads i den store finale. Den klasse, der vinder i finalen, kan derefter kalde sig Danmarks klogeste 6. klasse.