Selvom han for længe siden byttede sit medlemskort hos Socialdemokraterne ud med ét hos SF – og siden var med til at stifte Borgerlisten i Billund kommune, så holder byrådsmedlem Ole Marcussen fast ved de “røde tendenser”.
Således er han heller ikke i tvivl om hvor krydset skal sættes ved folketingsvalget torsdag i næste uge:
– Jeg har i de sidste næsten 4 år haft tæt kontakt til Troels Ravn (S) i Folketinget. Det har primært handlet om de udfordrede unge, som jeg arbejder med til dagligt, og dér har Troels altid lyttet og forsøgt at fremme disse udfordringer. Derfor stemmer jeg ”lokalt” på Troels Ravn, siger Ole Marcussen (L) til BillundOnline.
Det lå dog ikke ligefrem i kortene at krydset skulle sættes på liste A – Socialdemokraterne:
– Der er nok ingen, jeg har været mere uenige med på det seneste end Socialdemokraterne. Både efter kontanthjælpsreformen og folkeskolereform hvor jeg slet ikke synes mennesket er i centrum. Det er muligt de to reformer var nødvendige, men jeg må indrømme at de ikke fik særligt høje karakterer hos mig, siger Ole Marcussen.
Alligevel er den daglige kontakt til Troels Ravn på Christiansborg vigtigt for Borgerlistens medlem af Billund Byråd:
– Troels har altid været god til at holde mig orienteret om hvor langt man var i Folketinget i forskellige processer på mit område indenfor udfordrede unge. Han sørgede også for at jeg fik foretræde hos Christine Antorini (undervisningsminister, red.) så jeg synes et eller sted at det er vigtigt med den lokale kontakt på Christiansborg, fastslår Ole Marcussen (L).