To af Danmarks dygtigste dirigenter holder foredrag i Billund


Onsdag 22. september kl. 19.30 inviterer Billund Kulturskole til gratis foredragskoncert med to af Danmarks dygtigste professionelle dirigenter. Arrangementet foregår i Kulturskolens koncertsal i Billund Centret.

Ifølge Kulturskolen er der en spændende blanding af sprudlende musik og farverige beretninger i vente, når dirigenterne Peter Ettrup Larsen og Martin Åkerwall besøger Billund Kulturskole. Og de to musikere har meget til fælles.

– I det professionelle musikliv har de bl.a. medvirket i Danmarks Radios populære underholdningsprogram ”Maestro”. Ved en række internationale kurser for dirigenter har de formidlet deres erfaring som dirigenter, og senest har de dannet duoen SecondChoice hvor de giver deres bud på klassisk musik for klarinet og klaver, fortæller Kulturskolen.

Ved foredraget vil de to dirigenter fortælle om deres karriere, hvor de som drenge i Tivoli-Garden mødtes blandt gynger og karruseller i 1976. Snart blev de også studiekammerater på det Kgl. Danske Musikkonservatorium, og siden fulgtes de ad på Sibelius Akademi i Finland, inden deres veje førte dem vidt omkring i verden og livet.