Kommunalbestyrelsen i Billund kommune besluttede i aftes enstemmigt at nikke ja til at bruge mere end 5 mio kroner af kassen på nødstrøm til plejehjem og udvalgte botilbud. Og for Socialdemokratiets Birthe Nielsen, der også er formand for Voksen- og Sundhedsudvalget, er beslutningen helt afgørende.
– Man skal huske at fortælle om, hvad det er, vi har forhindret, sagde hun i en kommentar til behandlingen af punktet ved gårsdagens kommunalbestyrelsesmøde.
For uden nødstrøm kan et længere strømsvigt ramme nogle af kommunens mest sårbare borgere hårdt.
– Gamle mennesker kunne risikere at ligge i deres seng i to-tre dage, fordi lifte og elsenge ikke virker. Man kan måske ikke hæve hovedgærdet eller få folk ordentligt op. Det kan have alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser, siger Birthe Nielsen i en kommentar til BillundOnline.
Kommunalbestyrelsen valgte den mest omfattende løsning – den såkaldte model 3. Det betyder større generatorer på alle plejehjem og to botilbud. Generatorerne starter automatisk, hvis strømmen går, så blandt andet lifte, elsenge, medicinsk udstyr og nødvendige IT-systemer fortsat kan fungere.
Ifølge Birthe Nielsen ville alternativerne være mere usikre i praksis.
– I en af modellerne skulle man rundt med batteripakker mellem stederne. Det kræver jo, at nogen kan køre frem og tilbage hele tiden. På den her måde har vi valgt den mest stabile løsning, siger hun.
Birthe Nielsen Hun lægger ikke skjul på, at hun er tilfreds med beslutningen.
– Ja, det kan du tro, jeg er. Hvis det skulle ske, så bliver det her en væsentligt bedre løsning, end man har mange andre steder, siger Birthe Nielsen.



