Uretmæssig brug af billeder fra gymnastikopvisningen i Hejnsvig
Hos BillundOnline har vi fået tilsendt en flok flotte billeder fra Gymnastikopvisningen i Hejnsvig og spurgt, om ikke vi ville bringe dem som en lille historie, for at gøre opmærksom på den flotte event i den nye hal i Hejnsvig.
Billederne viser sig så at være taget af pressefotograf Keld Stampe, som ikke er tilknyttet BillundOnline, men de andre medier i kommunen. Derfor kan vi selvfølgelig ikke benytte disse billeder på vores site og historien blev slettet med det samme vi blev gjort opmærksom på dette.
Afsenderen var ikke klar over konsekvensen af sådan et ”stunt” og er selvfølgelig rigtig ked af, at de så blev sendt til os og benyttet uretmæssigt.
Hos BillundOnline er vi udmærket klar over, at det må vi ikke, men vi handlede i god tro, eftersom vi fik dem tilsendt fra folkene bag gymnastikopvisningen.
Vi om nogen, beklager at have benyttet billederne, som nåede at ligge online tirsdag morgen i godt 40 minutter mellem 07:52 og 08:28.
Per Ahm, BillundOnline.dk