Vanvidsbilist på stoffer i biljagt gennem Billund kommune

Det gik over stok og sten for en 36-årig kvinde da hun natten til søndag ikke havde den store lyst til at standse, da politiet bad hende om det.

En patrulje spottede kvinden på Klinkvej ved Hejnsvig, men i stedet for at standse da patruljen gav hende tegn til det, gik den vilde biljagt ellers i gang.

Med 100 km/t drønede kvinden ind gennem byen, tog helleanlæg venstre om og udenfor byen nåede farten flere gange op på 150 km/t, skriver Kolding Netavis.

Da biljagten sluttede nogen tid senere ved Søgårdsvej og Ribe Landevej ved Donslund, viste det sig at der var en god grund til kvindens ulyst til at tale med patruljen.

Hun var nemlig påvirket af euforisende stoffer og dét sammenlagt med den særdeles vilde kørsel, er nu endt med flere sigtelser om vanvidskørsel mod den 36-årige kvinde, der også har fået beslaglagt sin bil.