Detailkæden NORMAL lander i Billund næste år. Det bekræfter kæden selv i en pressemeddelelse.
Sortimentet omfatter blandt andet kendte mærkevarer inden for hudpleje, tandpleje, shampoo, makeup og rengøring.
Når dørene slås op til en ny butik, sker det altid med et brag af en åbningsfest, og åbningen i Billund i efteråret 2022 bliver ingen undtagelse:
– Vi glæder os altid til at give kunderne en rigtig god oplevelse – ikke mindst på åbningsdagen. Til butiksåbninger er der altid fest og farver, og det er overvældende at møde de mange positive og glade kunder. Vi ser frem til at kunne føje Billund til listen over danske NORMAL-byer, siger country manager hos NORMAL, Lars Bjerring.
Den nye butik rykker ind i et af de nye lejemål på Butikstorvet, som KIRKBI udlejer.
– Vi ved, at mange borgere og butiksdrivende har været interesserede i at få NORMAL til byen, og vi tror på, at det kan bidrage til at gøre midtbyen endnu mere attraktiv både for de handlende og for de øvrige forretninger, siger global ejendomschef i KIRKBI, Steen Pedersen.