Vestre Festival viste elevernes kreativitet frem

Der var liv, musik, film, teater og masser af stolte smil på gangene på Vestre Skole i Grindsted, da skolen i dag slog dørene op til årets Vestre Festival.

Festivalen markerer afslutningen på flere ugers projektarbejde, hvor eleverne har arbejdet med alt fra eventyr og historiske personer til passion projects og kortfilm. Og netop dét at vise arbejdet frem betyder noget særligt, fortæller skoleleder Birgitte Edens.

– Jeg bliver jo stolt. Men faktisk lige så meget stolt af, at de står stolte, siger hun med et smil, mens elever og forældre strømmer rundt mellem skolens mange aktiviteter.

Overalt på skolen summede det af engagement. Nogle elever stod på scenen med musik og teater, andre viste kulisser, plakater eller kreative projekter frem. Flere steder var det tydeligt, at det ikke bare handlede om det færdige produkt – men om samarbejdet bag.

– Det er jo ikke kun den enkelte. Det handler om fællesskabet og om at lykkes sammen, siger Birgitte Edens.

Noget af det særlige ved Vestre Festival er, at eleverne i høj grad selv står for afviklingen. De tager imod gæster, holder styr på fremvisninger og hjælper hinanden på tværs af årgange. Selv de yngste elever havde styr på deres “vagter” og tidspunkter.

– Det her er elevernes. Vi har en lille manual bagved, men det er faktisk eleverne selv, der styrer det hele, fortæller skolelederen.

Og netop dét ansvar er en vigtig del af tankegangen bag festivalen.

Et af de projekter, der vakte særlig begejstring, var 7. klassernes kortfilm. Eleverne havde både produceret film, designet professionelle plakater og fået filmene vist i Grindsted Kino.

– Jeg synes, de filmplakater er så professionelle. Og flere børn har faktisk været nede og se filmene igen, fordi oplevelsen var så stor, fortæller Birgitte Edens.

Filmprojekterne tog udgangspunkt i elevernes egne idéer og interesser, og det kunne mærkes.

På Vestre Skole arbejder man målrettet med projektforløb som en del af undervisningen. Ifølge Birgitte Edens handler det blandt andet om at skabe plads til forskellige måder at lykkes på.

– Nogle bidrager fagligt, nogle er mega idérige, nogle er gode med hænderne, nogle synger eller spiller musik. Det handler om, at alle har en plads, siger hun – og peger samtidig på, at projekterne lærer eleverne noget vigtigt om vedholdenhed.

– Man kan ikke bare ting med det samme. Man skal øve sig. Det gælder både musik, film og det boglige arbejde, siger hun.

Dagen igennem var det svært ikke at lade sig rive med af stemningen på skolen. Overalt stod elever klar til at fortælle, vise frem og dele det, de havde arbejdet på. Der var passion projects, eventyruniverser, historiske kendisser, musik, dukketeater og kreative installationer, men fælles for det hele var elevernes engagement.