Vi er blevet bedre til at tænke grønt

Indehaver af Den Grønne Butik i Grindsted, Henrik Terp Kristensen.


Midtjyderne er blevet meget bedre til at tænke på miljøet – og tænke mere energirigtigt. Det mærkes hos håndværkerne, der laver flere og flere boligforbedringer. Således også i el-branchen, hvor indehaverne af Knud Jørgensen El i Grindsted nu åbner Den Grønne Butik.

Her findes kun de allermest energibesparende produkter i butikken og elektrikerne har stadigt mere at lave, når det gælder energivenlige løsninger i boligen.

– Vi hjælper med at tjekke om der kan laves noget energiforbedrende i hjemmet. I et ældre hus kan der måske være 20.000 at hente om året ved at skifte oliefyret ud med en varmepumpe og lignende. Og alt afhængig af hvor stort arbejdet er, så kan forbedringen være tjent ind på et par år eller tre, siger Henrik Terp Kristensen, der er energihåndværker og indehaver af Den Grønne Butik.

Hans erfaringer fortæller ham, at midtjyderne har fundet ud af, at miljøet tager skade, hvis ikke vi sparer mere på energien. Derfor så han og makkeren Lars Benjaminsen en ide i at åbne Den Grønne Butik med rådgivning i den ellers forvirrende energi-jungle. Men det er stadig virksomhederne, der hejser det grønne flag:

– Det er især virksomhederne, der kan se de fornuftige i at sende et grønt signal. Eksempelvis får rigtig mange firmaer skiftet lysstofrørene ud med LED-belysning, som holder 5 gange længere og nedbringer el-forbruget til en tredjedel, siger Henrik Terp Kristensen.