I et par måneder har et filmhold med instruktør Mads Erichsen i spidsen filmet løs flere steder i Grindsted og omegn. Det er nemlig instruktørens hjemby, der er omdrejningspunktet i filmen Vindmøllernes Sus, der handler om at vokse op i Grindsted.
Hovedpersonen i filmen er Thomas, der går i 7. klasse. Vi følger ham over et par måneder, hvor han bliver en del af en gruppe, der laver drengestreger, men det er ikke lige så nemt for Thomas at slippe væk fra det igen. Selvom filmen er ren fiktion, så er der alligevel taget lidt udgangspunkt i Mads Erichsens egne oplevelser som ung i Grindsted.
Hvordan filmen bliver, kan man få et smugkig på i Grindsted Kino på mandag aften kl. 19, hvor instruktøren selv viser billeder og klip fra filmen. Samtidig fortæller han også hvordan det har været at optage i hjembyen:
– Vi har filmet flere steder i Grindsted og to steder i Vejle, men hovedsageligt Grindsted. Vi har været på Vestre Skole, i øst- og vestbyen, og i skoven imellem Sdr. Omme og Grindsted. Vi har været på landevejene omkring Urup og mange andre steder. Det har været helt fantastisk. Hårdt, men sjovt, og folk har været rigtig søde og hjælpsomme. Noget har dog taget lidt mere tid, fordi folk også har været meget nysgerrige, smiler Mads Erichsen.
Skal du have et smugkig på filmen og optagelserne? Så klik her!