Vorbasse indvier nyt fjernvarmeværk efter flere års lokalt arbejde

Lørdag blev Vorbasses nye fjernvarmeværk officielt indviet. Værket markerer afslutningen på flere års planlægning og lokalt engagement – og starten på en ny, mere fremtidssikret varmeforsyning i markedsbyen.

Formanden for Vorbasse Lokalråd, Jørn Poulsen, ridsede i sin tale forløbet op fra de første borgermøder i 2021, hvor Billund Kommune præsenterede mulighederne for at udfase naturgas. Et lokalt fjernvarmeværk viste sig hurtigt som den bedste løsning, og opbakningen i byen var tydelig, da hele 81 procent havde tilmeldt sig ved deadline i september 2022.

Siden da har fjernvarmeprojektet sat sit præg på hverdagen i Vorbasse. Trafikken gennem byen har i lang tid været påvirket af det omfattende gravearbejde, hvor fjernvarmerør er blevet lagt ned til mere end halvdelen af byens husstande, som indtil videre har tilmeldt sig ordningen. Ifølge GEV ventes gravearbejdet dog afsluttet omkring juli, hvorefter der bliver ro på vejene – i hvert fald for nu.

GEVs formand, Jørgen Kristensen, takkede i sin tale Vorbasses borgere for den store opbakning og understregede, at fjernvarmeværket er et fælles projekt i et andelsselskab, hvor brugerne også er ejere. Projektet skal sikre en stabil, klimavenlig og økonomisk attraktiv varmeforsyning og samtidig udfase naturgas som den primære opvarmningsform.

Med indvielsen er Vorbasse nu blevet en del af GEV’s fjernvarmefællesskab sammen med blandt andet Grindsted, Stenderup-Krogager og Filskov. De første husstande får leveret fjernvarme allerede i februar, og i løbet af 2026 vil varmen nå ud til alle tilmeldte forbrugere.

Se flere billeder fra indvielsen på Netavisen Grindsted.