Vorbasse mangler gymnastiktrænere

Arkivfoto: Inger Donslund, vorbasse.dk


I mange år har de unge været rigtig aktive i gymnastikforeningen i Vorbasse. Men nu er de blevet ældre, og skal i højere grad fokusere på deres uddannelse. Derfor står foreningen aktuelt og mangler adskillige hænder til den kommende sæson:

– Vi har 4 hjælpeinstruktører, der skal på efterskole, mens andre i højere grad skal have tid til lektierne på deres videregående uddannelse. Nogle rejser fra byen, og så er der nogen der simpelthen har brug for en pause, så vi har altså brug for adskillige nye kræfter, fortæller foreningens formand, Heidi Stormer.

Hun har skrevet ud til alle forældrene til nuværende gymnaster og forklaret situationen, men det har ikke haft den fornødne effekt. Og trænermanglen er aktuelt for alle holdene i gymnastikforeningen:

– Vi mangler på mor/far/barn, puslinge (3-4 år), mini (5-6 år), 1-2.kl, 3-6.kl, dame- og herreholdet og pilates, så det er hele vejen rundt. Måske vi bliver nødt til at lave en anden holdsammensætning næste år, lyder det spørgende fra Heidi Stormer.

I brevet til forældrene er det præcist beskrevet, hvad det kræver at være træner eller holdleder på holdene i Vorbasse. Derfor håber Heidi Stormer, at forældrene er gået i tænkeboks og vil kontakte hende til søndagens gymnastikopvisning i Vorbasse Fritidscenter.