YouTube-tvillinger gæster LEGO House til World Play Day

Fredag den 20. juni får LEGO House i Billund besøg af de populære YouTube-tvillinger Mikkel og Emil Trier – bedre kendt som TrierGaming. De to brødre deltager i et åbent fanmøde som led i fejringen af World Play Day 2025.

Arrangementet finder sted fra kl. 14 til 16 i LEGO Square – det offentligt tilgængelige område midt i LEGO House – og flyttes udenfor foran huset, hvis vejret tillader det. Her får fans mulighed for at hilse på de to brødre, tage billeder og få autografer.

TrierGaming har opbygget en stor fanbase gennem deres kreative og legende gaming-indhold på YouTube, og det er første gang, de møder deres fans i LEGO House.

Besøget sker i forbindelse med et samarbejde mellem LEGO House og Trier-brødrene, som også resulterer i tre videoer, optaget på stedet og udgivet i anledning af World Play Day. I videoerne deltager brødrene blandt andet i aktiviteten “Build the Change” i LEGO House’ Blå Zone, hvor temaet er at skabe fremtidens legefulde byer.

Fanmødet er gratis og kræver ikke billet.