Læserbrev: Hvorfor har Venstre ændret opfattelse?


Når jeg på BillundOnline ser omtalt, at Billunds borgmester Ib Kristensen i dag i valgkampens slutspurt er med i en stor protest-annonce, bliver jeg nødt til at reagere.

Ib Kristensen benægter nu åbent, at V vil lave massive nedskæringer i kommunerne. Det burde ellers være tydeligt for enhver, at nulvækst vil betyde en markant forringelse af den offentlige service. Vi bliver flere og flere ældre – og skal vi give de ældre en ordentlig og tryg velfærd, klarer vi det altså ikke med færre midler end i dag.

Flere af de venstre borgmestre, der er med i samme annonce har tidligere udtalt, at nulvækst selvfølgelig vil kunne mærkes af borgerne. Hvorfor har de pludselig ændret opfattelse? Finansministeriet og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet beregninger der viser, at det offentlige forbrug ved nulvækst vil blive reduceret med 20 mia. kr. Det er ganske mange penge og alene i Billund Kommune, vil vi skulle lave besparelser for 41 mio. kr. i vores daglige drift.

Hvor vil borgmesteren tage pengene fra? Er det fra de gamle, børnene eller de syge?

 

Med venlig hilsen

Gitte Ottosen, (S), Formand for Beskæftigelsesudvalget, Billund Kommune