Læserbrev: Når Venstre trækker i arbejdstøjet

Troels Ravn (S)


Venstre-regeringen er trukket i arbejdstøjet, og har på kort tid med en række politiske initiativer og udtalelser vist, hvad der venter.

Trafikminister Hans Chr. Schmidt afvikler de såkaldte fotovogne, selv om det er ubestridt, at de gavner trafiksikkerhed og mindsker ulykker, hvor mennesker omkommer. Skatteminister Karsten Lauritzen trækker tænderne ud på SKAT og mindsker mulighederne for at bekæmpe sort arbejde og social dumping. Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen tordner mod naturfredningsforeninger og alle, som tillader sig at modsige en minister, som mener, at øget gødskning og fjernelse af randzoner er løsningen på alle landbrugets udfordringer.
Chefen selv, Lars Løkke Rasmussen, som blev fravalgt af vælgerne, men alene er sat i spidsen for Danmark, fordi Kristian Thulesen Dahl og DF ikke har evne eller vilje til at tage et reelt ansvar, har lagt kursen. Nu skal der tages anderledes fat. Uddannelserne skal spare, og kommunerne, som har ansvaret for børn, folkeskole, ældre, tvinges til endnu større besparelser.
Devisen er enkel. Regeringen ved bedst.

Lukningen af krigskommissionen vidner således om enorm arrogance og magtselvtilstrækkelighed. Venstre ignorerer, at borgerne – soldaterne, de faldne, familierne, som led tab, har krav på at vide alt om grundlaget for vores krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan. Alt bør kulegraves og lægges frem. Det er et tilbageslag for demokratiet, når Venstre forhindrer at få undersøgt sagen til bunds.

I forhold til at løse opgaven med de millioner af mennesker, der er på flugt glimter statsministeren dog totalt ved sit fravær. Vi står med en af de største humanitære udfordringer i vor tid. Men, der udvises intet lederskab – Løkke gemmer sig og formår ikke at påtagesig rollen som en statsmand, der tager et ansvar og samler en befolkning.

Jo, der sker noget, når Venstre trækker i arbejdstøjet. Men, der er lagt en liberalistisk og ideologisk linje, der giver grund til bekymring for samfund og mennesker.

Troels Ravn
Folketingskandidat for Socialdemokraterne i Billund og Vejen kommuner