Læserbrev: Vi skal være digitalt ambitiøse på vores landdistrikters vegne

Troels Ravn (S)


Hos Socialdemokraterne ønsker vi et Danmark, hvor der er balance mellem land og by. Og skal vi opnå denne balance, skal vi være ambitiøse og blive ved med at prioritere vores landdistrikter.

Et område, der i særlig grad har brug for vores opmærksomhed er vores digitale infrastruktur. Skal vi have lige muligheder for at skabe vækst og tiltrække arbejdskraft, kræver det, at vi også uden for byerne har ordentlig mobildækning og ordentlige bredbåndsforbindelser. Sorte huller i mobildækningen og langsomt internet kan være det, der får en virksomhed til at placere sig et andet sted, eller en familie til vælge et hus fra.

Derfor har vi i vores regeringstid fremlagt en digitaliseringsplan, der skal sikre ordentlige mobil og bredbåndsforbindelser til vores landområder. Her har vi blandt andet en målsætning om, at alle danskere skal have adgang til internet med 100 Mbit/s donwload og mindst 30 Mbit/s upload i 2020.

Og den mobile bredbåndsdækning skal blive bedre, da flere og flere danskere i dag benytter deres telefoner, når de går på nettet. Her skal områderne uden for de store byer naturligvis ikke snydes, og derfor har vi lagt en plan for, hvordan vi kan sikre ordentlig mobil bredbåndsdækning til alle danskere.

Den teknologiske udvikling er svær at følge med, og derfor er det vigtigt, at vores ambitioner og målsætninger følger med udviklingen.

Og med et samfund, der i højere og højere grad foregår på digitale platforme, handler det i høj grad også om lige adgang til offentlige institutioner og samfundsdebatter. Derfor mener jeg, at vi skal tillade os, at være endnu mere ambitiøse.

Det er vigtigt at understrege, at et stærkt (fiber) kabelbaseret net er en afgørende forudsætning for gode trådløse forbindelser. Syd- og Sønderjylland viser vej som et godt eksempel for resten af landet, ved at vi allerede nu har et veludbygget fibernet som basisnet for de kommende års udvikling af nye tjenester og services. Det vil være til gavn for bosætning og beskæftigelse i vores region, og det kan forhåbentlig give inspiration til andre dele af landet.

 

Med venlig hilsen

Troels Ravn, MF, folketingskandidat, Socialdemokraterne