Stadig kun lav aktivitet i lufthavnen i april

Foto: Billund Lufthavn


I april var verden, set fra et dansk perspektiv, fortsat lukket ned, og det betød endnu en måned med lav aktivitet i Billund Lufthavn. I april blev der sendt tre til seks passagerfly afsted om dagen og dermed gik der i alt kun knap 17.500 passagerer gennem lufthavnen.

Men der er en klar tendens lyder meldingen fra lufthavnen: trafikken til Europa bliver stærkere og stærkere sammen med foråret. Den bedste nyhed rejsebranchen og flyindustrien modtog i april, er det politiske flertal, der stod bag planen for den gradvise genåbning for rejser ind og ud af Danmark. Aftalen betyder blandt andet, at Udenrigsministeriet nu farver verden ’orange’ frem for ’rød’, og forretningsrejser anses nu igen for at være ’nødvendige rejser’, der bør gennemføres.

– Normalt kommer over 1 million erhvervsrejsende gennem Billund Lufthavn årligt, og derfor er opblødningen i forhold til forretningsrejsende vigtig. Både KLM og Lufthansa forbinder pt. Billund Lufthavn med deres respektive hubs i Amsterdam og Frankfurt, hvilket betyder, at erhvervsrejsende kan rejse til over 540 destinationer verden over fra Billund, siger adm. direktør, Jan Hessellund. der glæder sig over udsigten til, at flere nu kan rejse ud i verden:

Fra midten af maj giver genåbningsplanen mulighed for, at private kan rejse til en lang række flere destinationer, uden at skulle i karantæne når man kommer hjem. Genåbningsplanen sikrer ligeledes, at alle kan rejse på sommerferie med et EU-coronapas fra slutningen af juni, hvilket betyder at alle med en vaccine, en negativ Corona-test, eller alle som har været smittet med Corona kan rejse frit inden for Europa.