20-årig fra Grindsted død efter voldsom ulykke

Det var en 20-årig mand fra Grindsted, der i aftes kom kritisk til skade ved et voldsomt uheld ved Vandel. Den 20-årige blev fløjet med helikopter til Odense Universitetshospital, og her afgik han desværre senere ved døden.

Det oplyser politiets vagchef til Netavisen Grindsted sammen med meldingen om at de pårørende er underrettet.

Fem personer kom alvorligt til skade i ulykken og blev kørt med ambulancer på sygehus.

I forbindelse med uheldet er en 20-årig mand sigtet for vanvidsbilisme. Han var føreren af den hvide Audi, som foretog en overhaling og i den forbindelse skred den overhalede bil ud og påkørte en tredje bil.

Den hvide Audi forsvandt efterfølgende fra stedet og blev efterlyst, men indenfor et par timer efter uheldet, meldte den 20-årige fører sig selv.