Ældre kvinder narret af falske bankbude

To 81-årige kvinder fra Billund blev i går franarret penge og kreditkort i såkaldte kontaktbedragerier.

Svindlere slog til mod den ene kvinde bosat på Bopladsen, hvor en mand ringer op til hende, og udgiver sig for at være fra banken med meldingen om, at hendes kort er ved at blive misbrugt. Derfor vil banken lige sende en mand forbi for at hente kortet og koden.

Da “bankbuddet” kommer til adressen, udleverer kvinden begge dele og der er efterfølgende sket hævninger på kortet.

Nogenlunde samme fremgangsmåde blev brugt mod en anden 81-årig kvinde Ved Åen i Billund i går. Også her lykkedes det “bankbuddet” at slippe afsted med kort og kode – og efterfølgende hæve på det.

Mens der ikke er noget signalement i det sidste tilfælde, så var der i første tilfælde tale om en dansk udseende mand, 20-25 år, og 160-165 cm høj. Han beskrives som almindelig af bygning, lys i huden og med kort lyst hår. Han var iført en lyseblå skjorte og talte dansk.

Begge svindelnumre fandt sted ved 12-tiden i går, så hvis du har set svindleren på Bopladsen eller Ved Åen i Billund i går, hører politiet gerne om det på tlf 1-1-4.