Alma slog dørene op – og Billund tog imod med åbne arme

Der var nærmest konstant kø ved døren, da den nye café Alma fredag eftermiddag inviterede til åbent hus i Billund Centret. Lokalerne har stået tomme længe, men nu er de fyldt med liv, og interessen var stor allerede inden den første varme ret er blevet serveret.

Det er familien Spanfelner, der står bag den nye café, hvor brødrene Patrick og Don Sebastian Spanfelner er drivkræfterne. Fredagens åbent hus bød på smagsprøver, kaffe og en mulighed for at se de nyrenoverede lokaler, mens selve køkkenet først går i fuld drift lørdag.

– Vi har selv stået for stort set det hele. Vi har malet, bygget inventar og indrettet caféen fra bunden. Det har været et kæmpe arbejde, fortæller Patrick Spanfelner.

Målet er ifølge ham at skabe et sted, hvor både lokale og turister har lyst til at blive hængende. Blandt idéerne er udendørs aktiviteter som kongespil og petanque, så familier kan kombinere en kop kaffe med leg for børnene.

Patrick Spanfelner lægger heller ikke skjul på, at han gerne vil gøre op med forestillingen om, at det er dyrt at spise ude i Billund.

– Vi har fra starten sagt, at det ikke skal være superdyrt. Vi vil hellere arbejde med portionsstørrelserne, så man måske kan dele retterne eller prøve to forskellige. Det skal være til at komme her – også uden at det vælter budgettet, siger han.

Menukortet bliver i første omgang et “juli-menukort” med omkring 10-12 retter. Tanken er at starte enkelt, få rutinerne på plads og derefter udvikle udvalget i takt med erfaringerne og gæsternes ønsker.

Den største udfordring lige nu er ifølge Patrick Spanfelner ikke maden – men at skaffe personale.

– Det er klart den største udfordring. Vi skal have de rigtige folk på plads, men det skal nok komme, siger han.

Planen er, at Alma i sommerhalvåret holder åbent hver dag fra 10-20, mens åbningstiderne sandsynligvis bliver kortere i vintermånederne.

Hvis fredagens åbent hus er en indikator, er interessen i hvert fald allerede på plads. Billund-borgerne strømmede til for at kigge indenfor, hilse på de nye ejere og få en forsmag på det sted, som mange har ventet på siden lokalerne blev ledige.