Anni: Forfærdelig trist dag

Den ikoniske bygning, Børsen i København står i flammer – og det er en begivenhed, der lige fra morgenstunden har sat sine spor hos de folkevalgte og ansatte hos naboen Christiansborg. Det fortæller det lokale folketingsmedlem, Anni Matthiesen i en kommentar til Globusnyhederne.

– Der var en trist stemning fra morgenen af, kan jeg sige, og det er der stadig på Christiansborg. Jeg har mødt folk som simpelthen græd, og det er jo egentlig også en form for sorg eller tristhed, man fyldes op af. Og alligevel kan man jo ikke gøre andet end bare at se på, siger Anni Matthiesen.

Hun fastslår at uanset hvor slemme skaderne ender med at blive, så er det et kæmpe tab for Danmark:

– Selvom man forsøger at genopbygge så bliver det aldrig helt det samme, siger Anni Matthiesen.