Bevæbnet mand standset i Billund Lufthavn

En 41-årig mand fra Ebeltoft fik i går et uventet møde med politiet, da han blev standset ved indrejsekontrollen i passagerterminalen i Billund Lufthavn.

Under kontrollen fandt politiet både to knojern og en køkkenkniv i mandens kuffert. Ifølge vicepolitikommissær Stig Simonsen fra Sydøstjyllands Politi blev manden efterfølgende sigtet for overtrædelse af våbenloven.

Politiet oplyser, at våbnene blev beslaglagt.