Når Danmark overtager EU-formandskabet i anden halvdel af 2025, vil Folketinget ikke kun afholde arrangementer i København. Tre vigtige politiske møder vil nemlig finde sted i Billund.
Folketingets formand, Søren Gade, forklarer, at formålet er at vise, hvordan danske løsninger kan inspirere resten af Europa. Derfor har Folketingets præsidium besluttet at lægge nogle af formandskabets aktiviteter uden for hovedstaden – og her har Billund fået en central rolle.
– Ved at afholde møder i Billund kan vi besøge danske virksomheder som LEGO og KMC, der præsenterer deres ekspertise inden for digitalisering og bæredygtighed, siger Søren Gade.
På den måde kan Danmark nemlig på tætteste hold præsentere sine styrker indenfor disse områder.
Alle tre møder finder sted på Hotel LEGOLANDs konferencecenter – første gang den 11.-12. september hvor temaet er fremtidens fødevareforsyning: et møde om, hvordan ny teknologi kan styrke fødevareforsyningen, herunder plantebaserede fødevarer. Her skal deltagerne et smut omkring KMC i Brande.
Næste møde er 28.-30. september til en interparlamentarisk konference om stabilitet, økonomisk koordination og styring i EU, hvor fokus er på EU’s finansielle rammer og øgede forsvarsudgifter og sidste gang politikerne kommer til Billund i denne omgang er den 3.-4. november til konferencen om digitale ydelser og innovation – blandt andet med fokus på særlig beskyttelse af børn online. I den forbindelse skal deltagerne på besøg hos LEGO, som samarbejder med UNICEF om sikre onlineuniverser for børn.