DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd sender Billund Kommune ind på en 3. plads over landets ungdomskommuner 2025. Placeringen sker på baggrund af kommunens indsats for at skabe et stærkt ungdomsfokus.
– Billund Kommunes stærke ungeinddragelse og evne til at lytte til særligt de yngre unge har været afgørende for deres placering i top 3. Det er tydeligt, at kommunen ikke blot ser unge som fremtidens borgere, men som aktive medskabere af egen hverdag og lokalsamfund, siger Christine Ravn Lund, forkvinde for DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd.
I Billund Kommune har man en vision om at skabe et helt fantastisk sted for unge, hvor deres perspektiver og behov er i centrum. Kommunens tilgang hviler på overbevisningen om, at børn og unge er mindst lige så kompetente som voksne.
En af de store styrker ved Billund Kommune er ifølge DUF kommunens dedikation til unges deltagelse og medbestemmelse. Gennem Ungerådet, som alle unge fra 13-årsalderen kan blive en del af, får unge i kommunen en direkte indflydelse på både eget liv og på beslutninger, der påvirker ens hverdag.
– Dette engagement i politiske processer og selvstændige dagsordener giver unge vigtige erfaringer med demokrati og udtryk for deres holdninger. I 2024 fik Ungerådet sin egen pulje til at støtte initiativer, der fremmer ungdomslivet, og de har også bidraget med vigtige indsigter i unges trivsel i kommunen, lyder det fra DUF.
Borgmester Stephanie Storbank glæder sig over placeringen i top 3:
– Billund Kommune skal være et helt fantastisk sted at være ung i. Vi tror nemlig på vigtigheden i at forme fremtiden sammen med dem, der skal leve i den. Vi skaber derfor i fællesskab et sted, hvor børn og unge bliver inddraget og får mulighed for at skabe byen, samfundet og fremtiden sammen med de voksne, som lytter aktivt til børn og unges synspunkter, siger Stephanie Storbank.
DUF fremhæver i sine roser af Billund Kommune også det “et stærkt fokus på fritidsliv og foreningsaktiviteter som en grundlæggende del af unges udvikling”.
– Kommunen har for eksempel været værter for Skole OL-finalen 2024, hvor over 7.400 børn og unge deltog, og 300 af dem var frivillige. Dette event har ikke kun styrket det lokale sportsmiljø, men også øget deltagelsen i lokale foreninger. Kommunen arbejder aktivt på at skabe et fantastisk sted for unge, hvor unges perspektiver og behov er i centrum. Derfor arbejder kommunen aktivt på at forme fremtiden sammen med unge og sikre, at gruppen bliver inddraget i beslutningsprocesser. Dette gælder alt fra skolernes undervisning til udviklingen af byens fysiske rammer og klimaindsatser. Denne samlede indsats resulterer i, at kommunen løber med en flot 3. plads, lyder det fra DUF.