Kan du bevare overblikket, når tempoet er højt? Trives du med ansvar, samarbejde og hurtige beslutninger? Og motiveres du af en hverdag, hvor ingen dage er ens?
Vi søger en engageret og handlekraftig operativ koordinator/Marshaller til Airport Operation Control Center (AOCC) – hjertet i lufthavnens daglige drift.
Her er du med til at sikre, at disponering og parkering af luftfartøjer afvikles sikkert, effektivt og professionelt – også når vejret ændrer sig, driften skal tilpasses eller uforudsete situationer opstår.
Du arbejder tæt sammen med kolleger, luftfartsselskaber, myndigheder og øvrige samarbejdspartnere med ét fælles mål: en sikker og velfungerende lufthavn for passagerer, ansatte og luftfartsselskaber.
Du bliver en del af et stærkt team på 13 engagerede kolleger, hvor vi hjælper hinanden, deler viden og løser opgaverne i fællesskab. Vi tror på, at gode resultater skabes gennem samarbejde, tillid og relationer.
En hverdag med ansvar og variation
Når et luftfartøj ankommer, en afgang skal koordineres, eller driften ændrer sig, er du med til at sikre, at de rigtige beslutninger træffes hurtigt. Du har en central rolle i koordineringen af lufthavnens operationer og bidrager til en sikker og effektiv drift – døgnet rundt, året rundt.
Dine opgaver omfatter blandt andet:
- Disponering og koordinering af den daglige lufttrafik
- Samarbejde med myndigheder, luftfartsselskaber og øvrige aktører i lufthavnen
- Overvågning og håndtering af driftsmæssige ændringer og hændelser
- Bidrage til sikker og effektiv trafikafvikling på lufthavnens forpladser (herunder bl.a. at dirigere og parkere luftfartøjer på jorden og transportere crew og passagerer til og fra fjernparkerede luftfartøjer)
- Overvågning og formidling af aeronautiske informationer til relevante aktører. Herunder vejr, flyveplaner og restriktioner på lufthavnen.
- Varetage beredskabs- og sikkerhedsopgaver
- Sikre høj kvalitet i udførsel af opgaver med overholdelse af gældende procedurer og lovgivning
Jobbet kræver, at du kan bevare overblikket og handle hurtigt, når situationen kræver det – uden at gå på kompromis med Safety. Samtidig er det også vigtigt, at du trives med, at en stor del af arbejdet også består i at sidde og observere, så du kan reagere hurtigt og korrekt, når det er nødvendigt.
Hvem er du?
Vi lægger større vægt på din personlighed, motivation og tilgang til arbejdet end på en lang liste af erfaringer og certificeringer.
Du kan komme med forskellige baggrunde, men vi forestiller os, at du:
- Trives i en hverdag med højt tempo og skiftende opgaver
- Er omstillingsparat og kan hurtigt tilpasse dig nye situationer
- Har et naturligt overblik og kan prioritere, når der er mange bolde i luften
- Er ansvarsbevidst og arbejder struktureret
- Bevarer roen og træffer gode beslutninger under pres
- Er en stærk og tillidsfuld holdspiller, som bidrager positivt til fællesskabet
- Er fleksibel og indstillet på varierende arbejdstider
- Taler flydende dansk, kan kommunikere på engelsk og er rutineret bruger af IT-systemer
Har du erfaring fra luftfart, operationel drift, koordinering eller lignende – fx Marshaller, vejrobservatør, trafikoperatør, pilot – er det en fordel, men ikke et krav. Har du den rette indstilling og motivation, sørger vi for grundig oplæring.
En arbejdsform med fleksibilitet
Stillingen er en vagtfunktion med drift 24 timer i døgnet, 365 dage om året.
Der er tale om en fuldtidsstilling, hvor der i perioder – særligt i sommerhalvåret – kan forekomme merarbejde.
Du arbejder typisk i 12-timers vagter, som kan ligge på alle ugens dage inkl. weekender. Vagterne planlægges otte uger ad gangen, og du skal forvente skiftende arbejdstider og vagtmønstre afhængigt af driften. Vagtformen kræver derfor din fleksibilitet.
Jobstart er ønskeligt 1. november 2026.
Derfor skal du vælge os
Hos os får du ikke bare et job – du bliver en del af en arbejdsplads, hvor sikkerhed, samarbejde og ansvar går hånd i hånd.
Vi tilbyder:
- En spændende og afvekslende hverdag med stort ansvar
- En central rolle i en international og dynamisk branche
- Et stærkt fællesskab med 13 engagerede og dygtige kolleger
- Grundig oplæring og mulighed for faglig udvikling
- En arbejdsplads med fokus på Safety, sikkerhed, kvalitet og samarbejde
- Mulighed for at gøre en reel forskel i en kritisk del af lufthavnens drift
Du får en arbejdsplads midt i motoren af en international og dynamisk verden, hvor ingen dage er ens, og hvor dit arbejde har direkte betydning for tusindvis af passagerer, luftfartsselskaber og samarbejdspartnere.
Lyder det som noget for dig?
Hvis du kan se dig selv i rollen, vil vi meget gerne høre fra dig.
Send os dit CV og din ansøgning senest den 28. august 2026 via dette link. Vi vender tilbage hurtigst muligt efter ansøgningsfristens udløb.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte funktionsleder Steen Colkær Sandrini på mail: scs@bll.dk eller telefon 27 15 76 06.
Vi glæder os til at høre fra dig.


