Normalt er Billund og Billund kommune ret glad for førstepladser, men den seneste af slagsen er nok ikke noget, der udløser store kager på rådhuset i Grindsted, som når kommunen vinder førstepladser i ejendoms- eller erhvervsvenlighed.
Bortset fra den usædvanligt tørre juni måned, så blev 2023 som helhed en særdeles våd én af slagsen.
Faktisk er der indtil nu i år faldet så meget regn i Billund kommune, at vi indtager førstepladsen på listen over kommuner med mest nedbør i 2023.
I Billund Lufthavn er der siden årsskiftet faldet hele 1080 millimeter regn – altså mere end 1 meter regn i målerne. Og generelt i Billund kommune er der faldet 1054 mm regn indtil nu i år.