Billund Vand & Energi er igen blandt landets bedste arbejdspladser

Kåringen af de bedste danske arbejdspladser fandt sted online og blev fulgt med spænding hos Billund Vand og Energi. Foto: Billund Vand og Energis facebookside


Siden 2016 har Billund Vand & Energi deltaget i Great Place To Work – en organisation, der kårer landets bedste arbejdspladser i forskellige kategorier.

Allerede i 2017 blev det til en topplacering som Danmarks bedste mindre arbejdsplads og Danmarks bedste offentlige arbejdsplads. Og i år blev det til en tredjeplads i kategorien “virksomheder med 20-49 medarbejdere”.

– Det er i virkeligheden ret enkelt, for glade og tilfredse medarbejdere er gode og effektive medarbejdere. Samtidig har vi en erklæret målsætning om, at vi tør gå foran, og alt hvad vi laver, gør vi for kundernes skyld. Når det gælder trivsel på arbejdspladsen hænger begge dele tæt sammen, så både kunder og medarbejdere får glæde af, at vi har en god arbejdsplads. Det smitter af på vores service, simpelthen, forklarer adm. direktør Ole P. Johnsen.

For Billund Vand & Energi er den årlige analyse af arbejdspladsens kultur et vigtigt værktøj i den løbende udvikling. Den sikrer et systematisk arbejde med medarbejdernes input, så eventuelle problemer tages i opløbet og bruges aktivt til løbende forbedringer.

– Det allervigtigste er det daglige arbejde med området, så kåringen er sådan set bare kronen på værket. Men det er en hæder, vi sætter stor pris på som skulderklap og bevis på, at vi er på rette vej i vores udvikling, fastslår Ole P. Johnsen.