Politiet har fået et nyt digitalt værktøj, der skal gøre det lettere at afsløre snyd med handicapparkeringskort. Hos Danske Handicaporganisationer i Billund Kommune håber man, at det nye værktøj bliver flittigt brugt lokalt.
For de findes også her: bilisterne, der snyder med handicapparkeringskort og dermed risikerer at snuppe pladsen fra en, der rent faktisk har brug for den.
Det fastslår Allan Weingardt fra Danske Handicaporganisationer i Billund Kommune, som glæder sig over, at politiet nu har fået et nyt digitalt værktøj til kontrollen.
– Vi skal selvfølgelig ikke slå alle over én kam. Det er de brodne kar, vi gerne vil til livs, og de findes desværre, siger Allan Weingardt.
Med det nye værktøj kan politiet kontrollere, om et handicapparkeringskort er gyldigt eller eksempelvis meldt stjålet. Løsningen ventes senere udbygget med flere oplysninger, som kan gøre kontrollen endnu bedre.
Og Allan Weingardt håber, at politiet rent faktisk tager værktøjet i brug på handicappladserne rundt omkring i Billund Kommune.
DH Billund peger blandt andet på Billund bymidte, men ønsker også mere kontrol generelt i kommunen. I Grindsted oplever organisationen desuden en problematik omkring parkering og bilister, der efterfølgende tager bussen videre mod Billund Lufthavn.
For Allan Weingardt er budskabet til dem, der misbruger handicappladserne, ganske enkelt:
– Lad nu være med at være den dovne bilist, der optager en handicapplads med et ugyldigt handicapparkeringskort for at spare et par meters gangdistance. Der er folk, der reelt har et behov og ikke kan gå langt. De skal måske på arbejde, hente børn i daginstitutionen eller handle ind, lyder det fra Weingardt.
Også det sydjyske folketingsmedlem og SFs retsordfører Karina Lorentzen glæder sig over det nye værktøj.
Hun har gennem længere tid haft fokus på misbrug af handicapparkeringskort og understreger, at en handicapplads for nogle mennesker er en nødvendighed – ikke en bekvemmelighed.
– For nogle mennesker kan de ekstra meter fra en almindelig parkeringsplads være forskellen på, om de kan gennemføre deres aftale eller må opgive. Derfor er det utrolig respektløst, når andre snyder sig til en plads, de ikke har brug for, siger Karina Lorentzen.
Hun understreger samtidig, at den øgede kontrol ikke skal udvikle sig til mistænkeliggørelse af mennesker, der helt legitimt har fået et handicapparkeringskort.
Den pointe er Allan Weingardt enig i.
Han vil samtidig gerne aflive forestillingen om, at det er let at få udstedt et handicapparkeringskort. Han har selv været igennem processen med at få sit kort genbevilget.
– Du får altså ikke bare et handicapparkeringskort uden grund i dag. Der er mange ting, der skal være opfyldt. Jeg kan af egen erfaring sige, at der skulle rigtig meget dokumentation til, før min genbevilling kom i hus, siger Allan Weingardt.
Derfor er ønsket fra DH Billund heller ikke mere kontrol med alle, der bruger handicappladserne. Det er kontrollen med dem, der snyder, organisationen gerne vil have skruet op for.


