Byrådsmedlem for Venstre, Ulrich Kristensen, er bekymret for både cyklisters og bilisters ve og vel, efter Gammelbro i Billund er gjort ensrettet efter genåbningen af tunnelen under Grindstedvej.
– Tag ikke fejl, jeg er virkelig glad for at tunnelen er genåbnet og jeg mener også der er lavet en solid løsning med at gøre Gammelbro ensrettet for at højne trafiksikkerheden i krydset ved SuperBrugsen. Men jeg er oprigtig bekymret for krydset her, hvor den tunge trafik er tvunget til at skulle hen efter at have læsset varer af hos Superbrugsen og Fakta, siger Ulrich Kristensen, da BillundOnline møder ham ved krydset på Gammelbro.
Her er der højrevigepligt, men lige netop dén færdselsregel har svært ved at trænge ind hos mange trafikanter i Billund. Og det er medvirkende til, at Ulrich Kristensen på seneste byrådsmøde, hvor tunnel-løsningen blev præsenteret, udtrykte sin bekymring for den trafikale sikkerhed.
– Jeg er meget, meget undrende over, at vi nu skal have alle lastbiler til at køre ensrettet hen af Gammelbro hen til et lille kryds, der munder ud i en rundkørsel ved ABC. Jeg ved ikke hvordan den trafik skal afvikles. Der er højrevigepligt i krydset, og jeg kan da kun håbe at man har taget alle de hensyn der skal til. Jeg frygter i hvert fald konsekvenserne af det, sagde Ulrich Kristensen på seneste byrådsmøde.
Svaret fra hans formand, borgmester Ib Kristensen, kom også prompte på byrådsmødet:
– Skulle der ske noget ved den anden udkørsel, så tror jeg godt, man kan finde ud af at sætte nogle hajtænder op, sagde Ib Kristensen (V), og lovede at der vil blive holdt nøje øje med trafikken i det lille kryds.