Et svigtende salg er årsagen til at Ole Johansen fra Frost Bolig i Sdr. Omme nu har valgt at lukke hybridbutikken efter kun få måneder.
– Januar og februar plejer at være de mest travle måneder for os, men i år har vi ikke haft omsætning nok til at retfærdiggøre, at vi kan fortsætte med at drive butikken. Derfor tager vi konsekvensen og lukker hybridbutikken ned, for at blive en ren internetforretning, siger Ole Johansen til Netavisen Grindsted.
Han har også en mulig forklaring på det svigtende salg:
– Tendensen med at folks forbrug er faldet gennem de seneste par år, må vi jo nok indse, er blevet permanent, lyder vurderingen fra Ole Johansen.
Derfor skal de sidste 2200 kvm af butikken nu tømmes, så bygningerne kan sælges eller lejes ud.
– I øjeblikket har vi ikke nogen der står på spring for at købe eller leje lokalerne, men vi har drøftelser med flere forskellige om lokalerne, udtaler Ole Johansen.