Kig ned: Billunds børn kan snart kigge op på dig

Det er måske ikke lige dér, man normalt leder efter børnenes kunst.

Men fremover kan det være en god idé at kigge ned, når man bevæger sig rundt i Billund.

For i dag blev et helt nyt brønddæksel afsløret i Travbyen – og den lidt finurlige figur, der kigger op fra dækslet, har børnene fra daginstitutionen Gyngetræet haft en ganske stor finger med i spillet i.

Det begyndte med nysgerrige børn

Idéen opstod, fordi børnene fra Gyngetræet havde fået øje på alt det spændende, der foregik på byggepladsen i Travbyen.

– De hang jo oppe på hegnet og kiggede på de store gravemaskiner, fortæller Project Director i Travbyen Christian Nørgaard.

Det satte gang i tanken om at lade børnene sætte deres eget aftryk på den nye bydel.

Efter et indledende forløb med International School of Billund blev brønddæksler udpeget som et sted, hvor Travbyen kunne få noget særligt og mere børnevenligt ind i byrummet. Og så blev børnene fra Gyngetræet inviteret til en workshop, hvor de fik lov til at tegne.

Resultatet blev en hel bunke meget forskellige børnetegninger.

En næse her – et par øjne der

I stedet for at vælge én tegning blev elementer fra flere af børnenes værker samlet.

– Grafikerne fik tegningerne og lagde dem oven på hinanden og tog en næse fra den ene, nogle hænder fra den anden og nogle øjne. Så kom der lige så stille det her motiv af en lille figur – eller en fidus skal man jo nærmest sige – som kommer til at kigge op på én, når man går rundt i Børnenes Hovedstad, fortæller Christian Nørgaard.

Resultatet er nu støbt i jern: En stor, glad figur omgivet af ordene “Børnenes Hovedstad – Capital of Children”.

Kan dukke op andre steder i Billund

Og det stopper efter planen ikke ved det ene brønddæksel i Travbyen. Der er nemlig lavet en egentlig form til det nye design, og tanken er, at den kan bruges igen, hvis Billund kommune ønsker at bruge designet til fremtidige brønddæksler i kommunen

Dermed kan den lille figur, der begyndte som en stak tegninger fra børnene i Gyngetræet, med tiden måske komme til at kigge op fra gader og fortove flere steder i byen.

Og så har børnene i Gyngetræet på meget bogstavelig vis sat deres aftryk på Børnenes Hovedstad. Helt ned i gadeplan.