Læserbrev: Er velfærd lig med velvære?


Vi har i Danmark aldrig været rigere og vores muligheder for velfærd stiger. Vi har aldrig været så højtuddannede, levet så længe og Billund Kommune er både topscorer på at være ejendoms- og erhvervsvenlig. Vilkårene for daglig trivsel er på papiret til stede.

Men hvad med velværet? På trods af den positive vækst på de ovenstående parametre, så dykker velværet hos især unge mennesker fortsat støt. Siden 2010 er tallet af unge (16-24 årige), der føler sig pressede, stressede eller på anden måde mistrives næsten fordoblet fra 19% til 36%.

Der kan være mange forskellige årsager til, at tallet fortsat stiger og jeg skal være ærlig allerede nu og sige, at jeg ikke sidder med løsningen til at kunne knække kurven. Jeg ville sådan håbe, jeg gjorde, men desværre. Så derfor vil jeg hermed kaste bolden op til de nye byråd og opfordre dem til, at når der tales og besluttes ting omkring fællesskabets velfærd og vækst- at man ikke glemmer den enkeltes velvære i processen.

Jeg var til et foredrag forleden og oplægsholderen brugte følgende metafor om det pres, den stress og de forventninger den unge møder fra samfund, skole, venner, forældre, de sociale medier osv.:

”Forestil jer et musiknummer uden pauser indlagt – ret hurtigt bliver det bare til larm”.

Det er desværre også den fortælling, jeg ofte hører blandt de unge, jeg møder på min vej. Skal vi sammen hjælpe dem?

Med venlig hilsen

 

Carsten Søndersø Riemann, Kandidat til kommunalvalget for Det Konservative Folkeparti