LEGO-pensionister står i kø for at pakke leg til børn verden over

Selv efter arbejdslivet er slut, er der mange tidligere LEGO-medarbejdere i Billund, som gerne vil tilbage. Faktisk er der venteliste.

Men det er ikke et almindeligt job, de står i kø til. To dage om ugen mødes pensionerede LEGO-medarbejdere, kaldet LEGOnister, for frivilligt at sortere og pakke LEGO-klodser i særlige Play Boxes, som sendes til børn rundt om i verden, der ellers har begrænset adgang til leg.

I dag er mere end 160 tidligere medarbejdere mellem 74 og 92 år en del af ordningen, og endnu flere venter på at komme med.

Klodserne, der pakkes, stammer typisk fra udgåede produkter eller sæt med beskadiget emballage. De frivillige skiller emballagen ad, sorterer klodserne og sammensætter kasser med et godt udvalg af elementer, der kan inspirere til kreativ leg.

For de tidligere medarbejdere handler det om langt mere end at pakke klodser.

– For at give LEGO-leg til dem, der ikke har det, lyder et af svarene på, hvorfor de bliver ved med at møde op.

En anden forklarer det kort:

– Fordi det ligger i vores DNA.

Initiativet ledes af Henrik Møller Kristensen, som fortæller, at ordningen er blevet langt mere populær, end man havde forestillet sig.

– Vi havde aldrig forventet, at initiativet ville blive så populært. For mange af vores pensionister er det en måde at bevare tilknytningen, bidrage og fortsat være en del af noget meningsfuldt, siger han.

Arbejdsdagene byder også på kaffe, fællesskab og gensyn med gamle kolleger, og indimellem bliver dagen endda startet med en fællessang. Som tak får de frivillige et LEGO-sæt med hjem efter hver vagt. Men den største belønning kommer senere.

Henrik Møller Kristensen modtager løbende hilsner og billeder fra børn og organisationer verden over, der modtager Play Boxene. Hver jul samler han dem i en video, som de frivillige kan se. På den måde kan de tidligere LEGO-medarbejdere i Billund opleve, hvordan en formiddag med sortering og pakning er med til at skabe glæde hos børn på den anden side af kloden.

Måske er det netop derfor, at ventelisten kun bliver længere.