Lokale virksomheder går sammen om netværk til lærlinge

Der er rift om de unge mennesker – både når det gælder valg af uddannelse, læreplads og fremtidig arbejdsgiver. Og for at gøre sig lækre overfor de unge, har det lokale erhvervsliv i Billund kommune sammen med Billund Erhverv, etableret et lærlinge- og elevnetværk på tværs af kommunens virksomheder.

Initiativet hedder Lærlinge- og Elevnetværket, og det skal øge tiltrækningen af lærlinge og elever, skabe relationer, øge trivslen og styrke tilknytningen til både virksomheder og lokalområdet.

– Vi ved, at sociale relationer er vigtige, og det er ikke blevet lettere for unge mennesker at etablere nye sociale relationer igennem de seneste år. Relationerne har betydning for de unges trivsel i
uddannelsesforløbet og for deres tilknytning til arbejdspladsen og vores område, siger direktør for Billund Erhverv, Marie Skov Lillelund.

Lærlinge- og Elevnetværket, som første gang mødtes i januar, består allerede af 130 lærlinge og elever, og foreløbigt har 12 lokale virksomheder bakket op om indsatsen. Der kommer løbende nye virksomheder, som ønsker at give deres lærlinge- og elever muligheden for at være med i netværket, eller som blot ønsker at bakke op om indsatsen for at vise, at erhvervslivet i Billund Kommune står sammen for at skabe de bedste rammer for de unge mennesker.

En af de virksomheder, der har tilmeldt sig Lærlinge- og Elevnetværket er C.K. Produktion i Billund, og her er direktør Andreas Haahr ikke i tvivl om værdien af netværket:

– Vi har et ønske om, at dem, der kommer til os, falder godt til og finder sig til rette, både i det arbejdsmæssige, og så sandelig også i det fritidsmæssige – så derfor vil vi gerne tilbyde vores lærlinge, at de kan deltage i netværkets arrangementer, så de kan møde nye mennesker og få nye relationer, siger Andreas Haahr.

Netværket kan bruges aktivt af virksomhederne, både når de skal rekruttere nye lærlinge og elever, og når de skal fastholde de eksisterende. Det skal ganske enkelt være soleklart for alle, at det er attraktivt at kigge efter job blandt virksomhederne i Billund Kommune, da virksomhederne ønsker at skabe de bedste rammer for deres yngre medarbejdere.

Der afholdes cirka 10 årlige aktiviteter for virksomhedernes lærlinge og elever. Næste aktivitet er den 5. marts, hvor Lærlinge- og Elevnetværket er inviteret i Lalandia efter lukketid til bl.a. bowling og minigolf. Aktiviteterne i 2025 er godt i gang med at blive planlagt og de unge vil blandt andet også blive inviteret til håndboldkamp med GGIF, Speedway i GSK og med på en fælles tur til EURO Skills i Herning.

Derudover inviteres virksomhederne til to årlige arrangementer, hvor der sættes fokus på rekruttering og fastholdelse af yngre medarbejdere.