Politi, kommune og skoler sætter sammen ind overfor lovløse tohjulede trafikanter

For mange børn og unge er el-cykler og el-løbehjul blevet en naturlig del af hverdagen, når de skal til og fra skole. Desværre oplever Sydøstjyllands Politi, at reglerne for de elektrificerede køretøjer ikke altid bliver overholdt. Derfor lancerer politiet i samarbejde med blandt andet Billund kommune og de lokale skoler en oplysningskampagne for at gøre forældre og deres børn klogere på reglerne.

– Vi modtager mange henvendelser fra skoler, der har udfordringer med elever, som kører på ulovlige el-cykler og el-løbehjul. Ofte handler det om, at børn ikke lever op til alderskravene eller kører på køretøjer, der overskrider de lovlige hastighedsgrænser. Det er vigtigt, at forældre kender reglerne, så de kan tage det rigtige valg, når de køber et elektrisk køretøj til deres børn – eller til dem selv, siger Jesper Christensen, Politikommissær i Det Kriminalpræventive Sekretariat ved Sydøstjyllands Politi.

For at gøre det nemt at tage de rigtige valg derhjemme har Sydøstjyllands Politi udarbejdet et overblik over reglerne for el-cykler og el-løbehjul. Kampagnen, som søsættes i denne uge, sætter fokus på, hvilke el-køretøjer der er lovlige, og hvilke der ikke må bruges på offentlige veje.

For eksempel må almindelige el-cykler have en max-hastighed på 25 km/t, mens speed pedelecs – en speciel kategori af el-køretøjer – kan køre op til 45 km/t, men kræver både kørekort og hjelm. El-løbehjul har også særlige krav til hastighed, lys og reflekser.

Ud over sikkerhedsrisici kan det få økonomiske konsekvenser, hvis man kører på et ulovligt el-køretøj. Det kan resultere i bøder, fordi køretøjet er ulovligt, eller bøder for ikke at have tegnet lovpligtig ansvarsforsikring. Herudover kan man risikere, at el-cyklen eller el-løbehjulet konfiskeres.