Læserbrev af: Simon Nicolajsen Jørgensen, Byrådsmedlem for Socialdemokraterne i Billund Kommune
Jeg husker tydeligt i valgkampen en paneldebat i MAGION, hvor hele Campus Grindsted var inviteret. Uanset hvilket emne, der blev bragt på banen, endte vi hele tiden med at diskutere manglende busruter i kommunen. Det fyldte utroligt meget hos de unge studerende. Særligt de unge fra vores mindre lokalsamfund var frustrerede over ikke at kunne komme frem om tilbage efter klokken 18. Alle paneldeltager lovede at de ville kæmpe for bedre busruter inklusiv mig selv.
Derfor har den Socialdemokratiske byrådsgruppe bragt et forslag om en ny lokal busrute med ind i budgetforhandlingerne. Busruten skal binde alle byerne i kommunen sammen. Helt konkret forestiller vi os to busser, der har udgangspunkt ved Campus Grindsted, og kører i ring. Busserne kører hver sin vej rundt for at gøre køretiden så kort som muligt. Vi ser det som en stor styrkelse af Campus Grindsted og en kæmpe styrkelse af alle vores lokalsamfund rundt om i kommunen.
Derudover vil det også være en styrkelse af erhvervslivet. I en erhvervsklimaundersøgelse foretaget af Dansk Industri påpeger flere lokale erhvervsdrivende, at manglende busruter i Billund Kommune er et problem.
De studerende siger det, vores lokalsamfund siger det og de erhvervsdrivende siger det: Vi har brug for en ny busrute.
Vi er spændte på resultatet af budgetforhandlingerne og håber, at der er interesse for vores forslag.
På kortet nedenfor kan man se den rute vi Socialdemokrater forestiller os.
Simon Nicolajsen Jørgensen
Byrådsmedlem for Socialdemokraterne i Billund Kommune