Stort MTB-løb i Grene Sande lørdag

PR-foto: Billund Cykelmotion


Mountainbikere i alle afskygninger og aldre mødes i morgen til et stort MTB-løb i Grene Sande.

– Er du ejer af en mountainbike eller trænger du blot til frisk luft og lidt spænding, så er der al mulig grund til at møde op, lyder det fra arrangørerne i Billund Cykelmotion.

Ifølge foreningen er løbet for alle, og banen – eller sporet, som det hedder på mountainbikeslang – er indrettet, så deltagerne kan vælge, om de vil forcere forhindringerne eller tage et lettere spor, der går uden om.

Og der er blevet knoklet løs med sporet frem mod den kommende weekend:

– Igennem de sidste måneder er der blevet bygget flere nye forhindringer og sporet er blevet ændret. Nu skal rytterne forcere 90 højdemeter for hver omgang. Vi har arbejdet rigtig meget i skoven igennem de sidste måneder, siger Ole Thomsen fra Billund Cykelmotion, som samtidig takker for hjælpen til medlemmer fra Hejnsvig Cykelklub, Grindsted Cykelmotion, MTB for voksne Piger og Sporlaug Grene Sande, der også har været i sving på stedet.

Børne- og ungdomsklasserne starter kl. 10 mens de voksne kører ud på sporet kl. 12.30 og det er ifølge arrangørerne muligt at tilmelde sig løbet i morgen før start.