Trekantområdet forbigået i sommerpakkeudspil

Foto: visitbillund.dk


Trekantområdet blev sidste år ramt rigtig hårdt på turismeområdet på grund af covid-19.

LEGOLAND tabte to tredjedele af sine gæster, antallet af ankomster i Billund Lufthavn faldt med hele 95 procent, og totalt set tabte Destination Trekantområdet over 1 millioner overnatninger i
2020.

Alligevel er det landets fire største byer, som Regeringen prioriterer i deres udspil om en sommerpakke. Det får derfor Destination Trekantområdet, som Billund kommune er en del af, til at efterspørge en langt bedre balance i regeringens sommerpakkeudspil.

– Manglen på de udenlandske turister rammer ikke kun de store byer, men også her i Trekantområdet. Igen i år ser vi ind i en sommer uden vores gæster fra udlandet. De store konferencehoteller er især ramt af den manglede aktivitet inden for møde- og erhvervsturisme, men også de mindre overnatningssteder, restauranter og andre aktører er hårdt ramt i Trekantområdet. Vi efterspørger en bedre fordeling af regeringens sommerpakkeudspil, så flere områder bliver tilgodeset, siger Martin Perregaard-Bitsch, der er destinationschef i Destination Trekantområdet.

Destination Trekantområdets hoteller blev i 2020 maksimalt udfordret af Corona restriktionerne, der forhindrede de mange udenlandske turister i at nå frem. Antallet af gæster i LEGOLAND faldt derfor drastisk med mere end 60 procent sidste år. Derudover var der store forsamlingsbegrænsninger på afvikling af møder og konferencer på hotellerne.

– Turismeerhvervet er ramt alle steder, hvor afhængigheden af internationale gæster og møde/konferencer er fremherskende – ikke kun i de store byer. Vi glæder os over alle de tiltag, der bliver sat i værk for at hjælpe, men vores håb er, at man vil sprede midlerne ud, så flere kan få glæde af dem, siger Martin Perregaard-Bitsch.

Fakta:
• Destination Trekantområdet samler offentlige og private aktører inden for turismeerhvervet i Vejle, Kolding og Billund Kommuner i et fælles destinationsselskab.
• Formålet er at understøtte skabelsen af vækst og arbejdspladser i turismeerhvervet.
• I alt har destinationen næsten tre millioner årlige overnatninger (2019), hvilket skaber en turismeomsætning på godt seks milliarder kroner