VE-projektmagere skal tage hensyn til borgerne

Der skal tages størst mulig hensyn til borgerne og samfundet, når der fremover skal tages politisk stilling til vedvarende energianlæg, VE-anlæg, i Billund kommune.

Den beslutning har Kommunalbestyrelsen truffet i forbindelse med en række principper for, hvordan Billund Kommune skal vurdere og prioritere ansøgninger om vedvarende energianlæg som solceller, biogasanlæg, vindmøller mv.

Billund Kommune har det seneste års tid modtaget en række ansøgninger og projektforslag om vedvarende energianlæg som solceller, biogasanlæg og vindmøller blandt andet, og nu har Kommunalbestyrelsen altså besluttet, hvordan ansøgningerne skal vurderes og prioriteres, så der tages størst muligt hensyn til berørte borgere og lokalsamfund. Den beslutning får de ansøgere, der allerede har en henvendelse til at ligge hos kommunen, nu en chance for at tygge på og evt tilrette deres projekter, så det følger kommunens ansøgningsskema.

– Vedvarende energi er et vigtigt værktøj for, at vi når i mål med den grønne omstilling. I kommunalbestyrelsen er vi særligt optaget af, at vi tager hensyn til de naboer og lokalsamfund, som projekterne berører. Vi giver derfor ansøgerne mulighed for at justere deres forslag, så de tager højde for de principper, der kommer til at ligge til grund for, hvad vi prioriterer politisk. I det nye år skal vi udvælge de projekter, som vi går videre med, og jeg glæder mig meget til at følge den udvidede borgerinvolvering, som vi sætter i gang for disse projekter, siger borgmester Stephanie Storbank.

De tre politiske prioriteringsprincipper er lokal opbakning, mere værdi for flere og sammenhængende udvikling.

Hvad angår lokal opbakning, så er det altså for Billund kommune afgørende, at det pågældende VE-projekt tager lokale hensyn og tilpasses omgivelserne i tæt samarbejde med naboer og lokalsamfund. Så skal projektet give mere værdi for flere, eksempelvis i form af øget biodiversitet, bedre adgang til natur og rekreative områder, lokale gevinster, såsom øget bosætning, nye muligheder for erhvervsudvikling og bedre vilkår for foreningslivet. Altså projektet skal bidrage til lokalsamfund, hvor det er godt at leve, bo og arbejde.

Og så skal der også være en sammenhængende udvikling, hvor projektet bakker op om og i det lange løb bidrager til kommunens politiske visioner og strategier – herunder Fremtidens Legeplads, Byprofiler og generelt de politiske indsatsplaner.

Billund kommune forventer at der i løbet af næste år vil blive sat gang i en udvidet borgerdialog om højst to energiprojekter, som kan bidrage til den grønne omstilling og realisering af kommunens klimamål om både at dække kommunens eget el-forbrug og bidrage til elektrificeringen på landsplan.