Vil du gerne til bal på slottet og fejre prins Christians 18-års fødselsdag ved et stort gallataffel? Så er det nu, du skal slå til.
H.K.H. Prins Christian fylder 18 år den 15. oktober. Fødselsdagen vil han gerne fejre sammen med en masse andre 18-årige fra hele landet. Kongehuset har derfor inviteret to unge fra alle landets 98 kommuner plus Grønland og Færøerne til gallataffel på Christiansborg Slot. Festen kommer til at foregå på selve prinsens fødselsdag og bliver også med repræsentanter fra ungdomsorganisationer og unge fra sportens, kunstens og kulturens verden.
De 18-årige fra Billund Kommune, der gerne vil med, skal sende en ansøgning, hvor de svarer på to spørgsmål:
1) Hvorfor det lige præcis er dem, der skal med til festen, og
2) Hvad de ville give i gave, hvis de kunne vælge frit, som repræsenterer dem selv eller Billund Kommune?
Formen på ansøgningen er fri. Det kan fx være en video, tekst, sang, tegning – ja kun fantasien sætter grænser. Der er ekstra point for kreativitet.
Alle de knap 300 unge i målgruppen fra Billund Kommune får desuden i deres digitale postkasser en invitation til at ansøge direkte.
En komité af lokale unge, der enten er lige over eller lige under 18 år, vil umiddelbart inden den 15. september udvælge hvilke to ansøgere, af hver sit køn, der får lov til at komme afsted til festen, hvorefter vinderne får direkte besked.
Kravene til ansøgerne er:
- Du skal have adresse i Billund Kommune
- Du skal være 18 år – hverken yngre eller ældre – på dagen for fødselsdagen (15. oktober 2023)
- Du skal dække eventuelle egne udgifter til festlig påklædning.
Billund Kommune afholder transportudgiften til et centralt opsamlingssted, hvorfra Kongehuset sørger for busser til og fra festen i København