Der blev løbet stærkt rundt om Engsøen søndag formiddag, da 409 deltagere stillede til start ved årets Engsøløb i Grindsted.
Den hurtigste på den lange 7,5 kilometer-rute blev Andreas Ahrndt Laursen, som kom først over målstregen i tiden 23 minutter og 23 sekunder. Dermed var han mere end et minut hurtigere end Thomas Esbensen fra Herning Løbeklub på andenpladsen.
På den korte 2,5 kilometer-rute blev det derimod en særdeles tæt afgørelse. Her snuppede Bjørk Gadegaard Nielsen fra Brørup Løbeklub sejren i tiden 11:51 – blot ét sekund foran Silas Rohr fra IFF.
Årets løb havde samtidig et lille jubilæum at fejre. Det er nemlig 50 år siden, det første Engsøløb blev afviklet i Grindsted. Selvom søndagens udgave officielt var løb nummer 49, mangler der ét løb i statistikken efter aflysningen under corona-pandemien.
270 deltagere valgte den lange rute, mens 139 stillede op på den korte distance.
Blandt deltagerne var også en ægte Engsøløbs-veteran. Ove Jensen fra Grindsted har været med hver eneste gang siden starten i 1976 og løb endnu engang med det traditionsrige startnummer 1.
Forud for starten holdt borgmester Stephanie Storbank en kort tale til deltagerne. Derefter stillede hun sig selv på startstregen og gennemførte den lange rute sammen med de øvrige motionister.
Top 3 – 7,5 kilometer
🥇 Andreas Ahrndt Laursen – 23:23
🥈 Thomas Esbensen – 24:25
🥉 Kristian Eskildsen – 24:50
Top 3 – 2,5 kilometer
🥇 Bjørk Gadegaard Nielsen – 11:51
🥈 Silas Rohr – 11:52
🥉 Lærke Klovborg – 12:30







