Billund fik håneretten i lokalt pokalopgør

De to serie 2-mandskaber fra Billund IF og Grindsted GIF tørnede i aftes sammen på Grindsted Stadion i pokalturneringen i fodbold.

Det meste af spillet i første halvleg foregik på Grindsteds banehalvdel og efter et kvarter kom der hul på målbylden, da Kris Isaksen bragte Billund på 1-0.

Efter en halv time bragte GGIFs Frederik Lindved Lund balance i regnskabet, men Kristoffer Nøhr Kristiansen sørgede for Billund-føring på 2-1 kort før pausefløjt.

Anden halvleg var kun få minutter gammel, da Billund kom på 3-1, da Jacob Tegllund frækt satte bolden i nettet med hælen, og to minutter senere bragte Mathias Mogensen gæsterne yderligere foran.

Og Billund var ikke færdige med målfesten. Med 20 minutter tilbage sendte Jacob Tegllund bolden i nettet til 5-1 og Grindsted kunne ikke andet end at pynte på regnskabet, da Morten Abkjær seks minutter før tid fik reduceret til 5-2.

Dermed er Billund videre i Oddset Pokalen, mens GGIF kan fokusere på at komme væk fra sidstepladsen i sin pulje i serie 2. Første forsøg på dét er på mandag hjemme mod Helle FC.