Billund har fået en ny frontfigur i en af områdets mest markante fonde. Agnete Kirk Kristiansen overtager posten som formand for Ole Kirk’s Fond efter sin far, Kjeld Kirk Kristiansen, der træder ud af bestyrelsen og overlader stafetten til næste generation.
Fonden, der blev stiftet i 1964, arbejder for at fremme livskvaliteten for børn og familier – både lokalt i Billund og nationalt. I 2024 uddelte Ole Kirk’s Fond hele 269 millioner kroner til almennyttige formål.
Agnete Kirk Kristiansen udtrykker stolthed over at videreføre det arbejde, hendes far har lagt stort engagement i:
– Jeg har fulgt Ole Kirk’s Fond tæt gennem årene og set den forskel, fonden gør – både lokalt i og omkring Billund og for sårbare børn og familier i Danmark. Jeg har også set det store engagement, min far har lagt i fonden, drevet af hans insisteren på børns ret til at være børn. Nu glæder jeg mig til at fortsætte det vigtige arbejde. Jeg har stor respekt for den måde, Ole Kirk’s Fond har fundet nye veje og skabt stærke projekter sammen med andre – med tillid, åbenhed og respekt. Jeg ser frem til at videreføre den udvikling og være med til at styrke børns livskvalitet og muligheder for at udfolde sig. Det gælder særligt for de børn i sårbare familier, der har brug for, at vi fortsat tænker nyt og skaber holdbare løsninger, siger Agnete Kirk Kristiansen, 4. generation i Kirk Kristiansen familien.
Kjeld Kirk Kristiansen har i sin tid som formand været med til at udvikle fondens arbejde, så det i dag også omfatter længerevarende partnerskaber og udviklingsprojekter:
– Jeg er både glad for og stolt over, at Agnete tager over som formand for Ole Kirk’s Fond. Hun har et dybt personligt engagement i børns trivsel, og jeg er sikker på, at hun vil løfte opgaven med både varme, ansvarlighed og stor energi. Det har været en stor glæde for mig at være en del af Ole Kirk’s Fond, og jeg ser tilbage på en lang række vigtige projekter og indsatser, der står mit hjerte nært. Både bidraget til små og større projekter omkring Billunds kultur- og børneliv og større indsatser som det kommende Mary Elizabeths Hospital, som betyder noget helt særligt for mig, siger Kjeld Kirk Kristiansen, afgående formand og 3. generation i Kirk Kristiansen familien.
Med skiftet føres familiearven videre, og Agnete Kirk Kristiansen står nu i spidsen for bestyrelsen, der tæller otte medlemmer.